TV Sket&Sets udsendelser 3. og 10. november

I sine udsendelser de næste to lørdage fortæller TV Sket&Set om Griffenfelds Kapel i Vær Kirke. Kunsthistoriker Bente Hammershøy fortæller om kisterne i kapellet og om de personer, kisterne gemmer. Griffenfelds datter var hustru til baron Frederik Krag, der ejede Stensballegård, som i sin tid ejede Vær Kirke.

Der er en præsentation af en lokal modebutik, Dictes i Hospitalsgade i Horsens. Indehaveren Benedicte Tømmergaard interviewes om det at drive en modebutik. Benedicte Tømmergård omtaler også betydningen af, at Hospitalsgade er blevet ændret til en gågade.

Ved motorvejen, E 45, har TV Sket&Set bedt transportminister Henrik Dam Kristensen om at kommentere ønskerne om en udvidelse af motorvejen til tre spor.

Mere end 600 almene boliger bygges på 2-3 år i Horsens kommune. Mange steder er beboere rykket ind. Andre steder er håndværkere endnu i gang. De nye bebyggelser præsenteres, og der tales med et par beboere.

Endelig byder TV Sket&Set på en tur rundt omkring Ring Sø i Brædstrup.

TV Sket&Set sender hver lørdag kl. 11,30 på Kanal Syd og kl. 15,00 på Kanal Østjylland. De enkelte indslag findes også som videoer på YouTube.

Skriv et svar