TV Sket&Sets udsendelser 4. og 11. maj

Omtalen af vin- og delikatessehandelen Thingstedhus i Gedved har tidligere været programsat, men måtte vige for en mindeudsendelse om afdøde borgmester Vagn Ry Nielsen. Optagelsen slippes nu løs, og man kan nyde indehaveren Niels Boas’ engagement, når han fortæller om det at importere og sælge vin.

I Sønderbro kirke i Horsens er der i øjeblikket en udstilling om Dronning Dagmar. Der er glimt fra udstillingens åbning, hvor den tjekkiske ambassadør overraskede ved at fortælle om den danske dronning fra 1200-tallet – på rigtig udmærket dansk!

Lockouten af lærerne er forbi. I et indslag får Horsens Lærerforenings formand Claus Andersen lejlighed til at fortælle om lærernes forventninger til skolens hverdag, efter at arbejdet er blevet genoptaget. Og formanden for Horsens byråds børne- og skoleudvalg Lone Ørsted fortæller om forventningen til fortsat konstruktiv dialog mellem de involverede parter.

Der er kommunevalg til november, og TV Sket&Set har arrangeret et topmøde om erhvervspolitik i Horsens. Borgmester Peter Sørensen, Venstres borgmesterkandidat Kristian Dyhr og Dansk Folkepartis Ole Pilgaard Andersen gør rede for deres holdninger og stiller spørgsmål til hinanden.