TV Sket&Sets udsendelser 27. juli og 3. august

Der bringes et interview med Brian Krogh, formand for foreningen Brædstrup Handel & Erhverv. Han fortæller om foreningens virksomhed og anvendelsen af Stationstorvet, som blev etableret for knap to år siden. Desuden kommenterer han renoveringen af Bredgade.

Formanden for Søvind Vandværk fortæller om vandværkets funktioner fra vandet kommer ind fra de to boringer i Søvind Skov og ved Torupvolde. Vandet filtreres to gange og lagres i en stor tank under vandværkets gulv, inden det pumpes ud til de 470 forbrugere.

Under devisen ”Mærk Byen” har Horsens kommune sat mange aktiviteter i gang i Horsens Midtby. En af de seneste er, at kendte kunstnere inden for street art har udsmykket i byen fra Beringsparken til Sydhavnen. Kunsthistoriker Bente Hammershøy fortæller om gammel og ny street art i Horsens.

Bortset fra i vintermånederne holdes der bagagerumsmarked på Rådhusparkeringen i Horsens de to sidste søndage i hver måned. TV Sket&Set var på pletten søndag den 21. juli. Der vises indtryk fra markedet og interview med implicerede parter. I forbindelse med markedet var der Volvo-træf, og tv-reportagen fortæller også om dette arrangement.

Der er plads til genudsendelse af en optagelse om Vær Kirkes døbefont. Bente Hammershøy fortæller om fonten (Oktober 2012)

T V Sket&Set sender hver lørdag kl. 11,30 på Kanal Syd. I øjeblikket sendes der ikke på Kanal Østjylland. De enkelte indslag findes også som videoer på YouTube.