TV Sket&Sets udsendelser 10. og 17. august

I sine udsendelser 10. og 17. august fortæller TV Sket&Set om Elite Camp i Vestbirk, som tv-stationen besøgte en dag i juli med forrygende sommervejr. Borgmester deltog i besøget, og han talte med flere campister og med campingpladsens indehaver, Peter Norge.

I et indslag følger man den ferierende Per fra Værløse rundt i Bygholm Enge. En stor naturoplevelse og god motion, konkluderer han. Efter et stort natur- og genopretningsprojekt er engene gjort tilgængelig for offentligheden med en afmærket sti. Engene udgør nu et vådområde, hvor vandstanden kan reguleres. På tidspunkter med mere regn, vil vandstanden i området kunne stige, så risikoen for oversvømmelser i Horsens bliver mindre. Samtidig vil bakterierne i engene nedbryde kvælstofforbindelser i vandet, så der kommer væsentlig mindre kvælstof ud i Horsens Fjord.

TV Sket&Set har besøgt Dansk-Tyrkisk Islamisk Forenings aktivitetslokaler og moske på Krudthusvej i Horsens. Formanden Servet Gürledik og næstformanden Yunus Coban fortæller om aktiviteterne. I moskeen forklares anvendelsen af inventaret.

I serien om de kommende kommunale valgs personer optræder Dennis Ørnfelt fra Kleis. Han er spidskandidat for Enhedslisten i Hedensted kommune tirsdag den 19. november.

T V Sket&Set sender hver lørdag kl. 11,30 på Kanal Syd. I øjeblikket sendes der ikke på Kanal Østjylland. De enkelte indslag findes også som videoer på YouTube.