jul 22

TV Sket&Sets udsendelser 28. juli og 4. august

De næste to lørdage sender TV Sket&Set en omtale af Horsens byråds forslag til udvikling af kommunens 31 landsbyer. Medlem af byrådets teknik- og miljøudvalg Ingerlise Thaysen (V) kommenterer forslaget, under en rundgang til Toftum, Åes og Gangsted.

Der fortælles om kommunens to nye projekter med at etablere fodboldbaner med kunstgræs. Det bliver ved idrætsanlæggene i Horsens Vestby og Bankager.  På længere sigt kommer Stensballe og Brædstrup også med.

Når gardere har afsluttet fire måneders grunduddannelse, får de lov til at bære den blå uniform med dronningens monogram på skuldrene. Det markeres ved en ”Blå Fest.” For nylig holdt Livgardens 1. kompagni Blå Fest i Horsens. Der vises glimt fra festen.

TV Sket&Set har portrætteret flere tidligere borgmestre. Nu er turen kommet til Thorkild Skifter (V), Brædstrups sidste borgmester. Han fortæller om nogle af de steder i Brædstrup, han har sat sit fingeraftryk.

TV Sket&Set er lokalt tv for Horsens og Hedensted. Der sendes hver lørdag kl. 11,30 på Kanal Syd og kl. 15,00 på Kanal Østjylland. De enkelte indslag kan også ses på YouTube.